Epstein Barr

Det er Epstein Barr-virussen, der er årsag til kirtelfeber, den såkaldte mononukleose – en febersygdom, som kan give følgende symptomer:

  • Forhøjet kropstemperatur mellem 38,5 og 39 grader
  • Træthed og utilpashed
  • Hævede lymfeknuder på halsen, i nakken samt i armhuler og lysken
  • Smertefuld halsbetændelse og betændelse i mandlerne med snavsede grå belægninger på mandlerne
  • Dårlig ånde
  • Evt. forstørret lever og milt
  • Hovedpine
  • Appetitløshedt
  • Kulderystelser
  • Tør hoste
  • Humørsvingninger og evt. depression

Ebstein Barr - Heilpraktiker KielUd over det akutte sygdomsforløb er der også en sub akut kronisk persisterende form, som sammen med andre kroniske infektioner forårsaget af f.eks. klamydia-, borrelia-, mycoplasma- og yersinia-bakterier samt cytomegali- og coxsackievirus bliver mere og mere udbredte.

En af hovedårsagerne til den stærke vækst i kronisk persisterende infektioner er stofskifteforstyrrelser og den dermed forbundne svækkelse af immunforsvaret på grund af negative miljøpåvirkninger (tungmetaller, usund ernæring, mobiltelefonstråling, etc.). Hvis en behandling skal være effektiv og vellykket, er det meget vigtigt, at dette aspekt også inddrages i behandlingskonceptet.
Epstein Barr-virussen smitter gennem såkaldt dråbeinfektion ved kontakt med hud og slimhinder. I Tyskland anses det nu for sandsynligt, at 98 % af befolkningen er ramt af denne epidemi.
Påvisning af antistoffer med henblik på diagnosticering af en akut Epstein Barr-infektion:
Epstein Barr-virussen kan aldrig påvises direkte i patientens blod. Diagnosen sker altid indirekte ved påvisning af specifikke antistoffer. Det er grunden til, at det først er muligt at påvise virussen, når immunforsvaret har dannet disse antistoffer.
Så giver det overhovedet nogen mening i forbindelse med en seriøs diagnosticering af Epstein Barr-virussen at forlade sig på tests for antistoffer, da netop virussygdomme for det meste går hånd i hånd med et fejlreguleret immunforsvar?
Laboratorietesten til konstatering af en akut Epstein Barr-infektion foregår ved, at der påvises tilstedeværelse af specifikke antistoffer, de såkaldte immunoglobuliner fra M-klassen, forkortet IgM.
Forhøjede antistofkoncentrationer tyder på en akut infektion. Værdien ”EBV – VCA-IGM > 0” betyder i denne sammenhæng, at antistofferne er rettet mod membranerne på virussens kapsel.
Når den akutte infektion er klinget ud, falder mængden af IgM-antistofferne igen til nul. Derefter kan der så i en lang periode påvises immunoglobuliner fra IgG-klassen. Testen for mængden af IgG-antistoffer er også ret upræcis, og den bør derfor kun foretages og vurderes diagnostisk med forbehold.
En forhøjet EBV IgG-værdi kan altså være tegn på en tidligere infektion, som er blevet bekæmpet af immunforsvaret – på den anden side er det imidlertid heller ikke sjældent, at der bagved skjuler sig en kronisk persisterende infektion.
Ud fra IgG-koncentrationens højde kan der imidlertid ikke foretages en sådan differentiering. Så derfor vil der i patientgruppen med forhøjede IgG-koncentrationer befinde sig både sunde og kronisk inficerede patienter.
Netop Epstein Barr-virussen råder imidlertid over talrige mekanismer, som kan blokere dele af immunforsvaret, så virussen kan skjule sig for det. Hvis dannelsen af antistoffer også er blokeret, vil der ikke blive produceret antistoffer, selv om der er en infektion.
Epstein Barr-virussen inficerer som regel som det første epitelcellerne i munden, næsen og svælget samt B-lymfocytterne. B-lymfocytterne hører til de hvide blodceller og varetager vigtige opgaver i bekæmpelsen af sygdomskim, der er trængt ind i kroppen.
Den første infektion sker for det meste i den tidlige barndom med et asymptomatisk forløb. Hos unge og voksne, som bliver smittede for første gang, er forløbet som regel uden komplikationer med influenzalignende symptomer.

Både tidspunktet for sygdommens udbrud, det individuelle forløb og de individuelle komplikationer, der optræder, er forudgået af talrige symptomer, hvis betydning man for det meste endnu ikke har forstået.

Den afgørende rolle spiller immunforsvarets styrke. Det anslås at 95 % af befolkningen i 30-års alderen er inficeret, og at 100 % af befolkningen fra 40-års alderen er ramt af epidemien.

Virussen undergår som regel to udviklingsfaser. I den lytiske fase formerer den sig i de inficerede værtsceller, hvorefter den i form af talrige kopier frigives fra værtscellerne med henblik på at inficere yderligere celler i kroppen. I den anden fase, den såkaldte latensfase, hviler virussen i værtscellerne for at beskytte sig mod immunforsvarets angreb, og på den måde skabes der et reservoir, som ved en fornyet virusaktivering kan bryde op og frigive vira.

Under en Epstein Barr-infektion danner immunforsvaret antistoffer mod virussen, hvilket kan påvises via en blodprøve hos 95 % af alle smittede. Virussen bliver i kroppen resten af livet og tager ophold i de såkaldte B-hukommelsesceller.
Meniskusriss - Heilpraktiker Kiel

Patienter, der lider af en kronisk persisterende Epstein Barr-infektion klager som regel over flere af nedenstående symptomer:

  • Kronisk træthed grænsende til kronisk udmattelsessyndrom (cronic fatigue, CFS)
  • Indre uro på grund af infektion i nervus sympaticus
  • Splenomegali (forstørret milt)
  • Hævede lymfeknuder
  • Muskel- og ledproblemer
  • Beætndelse i pung, prostata eller æggestokke
  • Nyresmerter, hvis nyrerne er angrebet
  • Hjerterytmeforstyrrelser, galopperende hjerte, smerter i hjerteområdet ved infektion af hjertemusklen, impulsledningssystemet eller plexus cardiacus
  • Søvnforstyrrelser
  • Fordøjelsesproblemer (luft i maven, diarre) udløst af mindsket produktion af enzymer i bugspytkirtlen
  • Forstyrrelse af neurotransmitterfunktionen med øget stress af nervesystemet
  • Hovedpine på grund af infektion i forskellige områder af storhjernen
  • Nervesmerter på grund af infektion i forskellige nerver
  • Forstørret lever, leverfunktionsforstyrrelser med eller uden forhøjede leverværdier
  • Forstyrrelser af skjoldbruskkirtelfunktionen ved en infektion i skjoldbruskkirtlen (hypo- eller hyperthyreose)
  • Typiske ændringer af blodbilledet med fald i antallet af granulocytter, lymfocytter og i givet fald trombocytter (blodplader)
  • Svimmelhed udløst af en infektion i balanceorganet og/eller øre- og ligevægtsnerven
  • Smerter øverst i venstre side af maven, hvis bugspytkirtlen også er inficeret